Jeg startede i begyndelsen af 90'erne med at uddanne mig til konditor, men kom kun lidt over halvvejs. Jeg er flere gange blevet tilbudt at gøre uddannelsen færdig, men jeg ved at jeg hurtigt bliver træt af at lave linser og jordbærkager. Alt det sjove, som bryllupskager, fødselsdagskager, festkager, kransekager og figurer, er jo ikke ligefrem det man laver til hverdag som konditor. Så i mange år har jeg ikke rigtig beskæftiget mig med det.
Men så blev jeg en dag spurgt om det kunne lade sig gøre at lave en kage formet som et tog, og selvfølgelig var det muligt. Herefter begyndte jeg at bestille farver og modellerredskaber hjem over nettet, de fleste af mine materialer køber jeg hos enten KageKompagniet eller hos Kagebutikken. Så når lejligheden byder sig, laver jeg gerne en kage — og hjælper også gerne venner og familie hvis de mangler et velsmagende blikfang. På den måde kan jeg få afprøvet en masse forskellige teknikker og dekorationer. Jeg henter meget inspiration fra andre ligesindede på nettet, men sætter en ære i ikke at kopiere, men kun lade mig inspirere.
